Når kampen er kæmpet til ende, og der kun er en vej frem...

Lad os finde ind til hinanden igen, ved at finde vej hjem i os selv!


Kvindernes Internationale Kampdag

Kender du historien?

Kender du årsagen til den i første instans?


Hvert år den 8. Marts, er siden 1921 blevet benævnt Kvindernes Internationale Kampdag, der indledningsvist havde til hensigt, at

  1. Kæmpe for kvindernes ret til at stemme.

  2. Kæmpe mod krigsfaren.

  3. Kæmpe for omsorg af mødre og børn.

  4. Kæmpe kampen mod prisstigninger.


Selve ideen om at have sådan en dag, blev fremsat at Clara Zetkin (Clara Eissner, tysk socialistisk politiker, kendt for sin kamp for kvinders rettigheder), under et stort kvindemøde i Folkets Hus på Nørrebro i 1910.


Tak, for kampen! Tak, for at løfte de moralsk og etisk tildækkede sind, der ellers ikke mente, at kvinder skulle have ligeberettigelse. Men nu, 101 år senere, efter denne dag blev en realitet og noget det skulle fejres hvert år, er det så ikke på tide, at indstille kampen?

Jo, jeg er forkælet. Og det takket være de kvinder, der dengang lagde hovedet på blokken, så jeg, sammen med andre kvinder, i dag kan sætte mit kryds hvor og som jeg vil, tage en hvilken som helst uddannelse på det niveau mit intellekt berettiger mig til, og efterfølgende få mig et job eller starte egen virksomhed. Alt sammen takket være disse kvinders dybe passion på mit køns vegne.


Men vi behøver da ikke, at kæmpe mere. Lad os i stedet skabe det nye i fællesskab, det nye fælles samfund baseret på reelt ligeværd, der ikke er kønsbestemt, men baseret på det faktum, at vi alle er mennesker med fantastiske forskelligheder, vi kan lære at drage fordel af.


Igennem mange år, og måske særligt siden 1960'ernes misforståede forsøg på ligestilling, er kvinden trængt så dybt ind på mandens maskuline territorium, at vi alle har mistet følelsen af hvem vi i virkeligheden er.

Stress er en erklæret folkesygdom og ca. 83% af kvinder på verdensplan lider af skyldfølelse, og vi kan ikke finde ud af at leve sammen ret længe af gangen mere. Skilsmisseprocenten er ca. 50, og vi har samfund med alt for mange singler, der lever i en verden, hvor partneren skiftes ud med et swipe til venstre, "Thank you, next".


Selvfølgelig er det svært at sameksistere på så dybt et plan som et parforhold er, for i den private sfære er det nærmest umuligt at vedligeholde den perfekte maske og forstille sig. Pludselig skinner den indre sårede maskuline igennem hos kvinden, den rustning hun har lært at gemme sig bag af frygt for at blive såret, og mandens følelse af utilstrækkelighed dominerer hans sind. Vi mister os selv, balancen i os selv og hinanden, den styrke og kraft vi egentlig besidder dybt nede under de utallige lag af beskyttelse, der er dannet af frygt for at blive afvist, forladt og alene. Så for at opnå en eller anden for for balance, vil manden forsøge sig i det feminine aspekt af selvet, og herved miste sin kvindes respekt, for pludselig synes hun at være mere maskulin end ham, og det gider hun da ikke. Men tag ikke fejl, manden gider da for så vidt heller ikke finde sig i en kvinde, der vil dominere hans maskulinitet med sit eget misforståede indre maskuline. Nope!


Det er seriøst sørgeligt.


Hvad er det dog der er sket og hvorfor? Hvad kan vi gøre for, at finde os selv og ind til hinanden igen?


Well....Det er kort og godt sket, fordi kvinderne ikke dengang vidste, at de godt kunne være kvinder blandt mænd og stadig være deres lige. Det var der sikkert heller ikke plads til. Det har været svært nok at komme til orde. Så i stedet for at finde deres egne måder at være i verden på, kopierede de manden, og tabte derved det basale slag - kampen om retten til at være den man er.


Ligestilling er ikke ensartethed, men at være fuldstændig lige for ret som vi er, uagtet vores køn.

Den mørke tidsalder er for længst forbi, så er det ikke på tide at aflive konceptet all together?


Vi er i oplyste nu. Vi lever i Vandmandens tidsalder, der handler om at være nyskabende, originale, og have en social og humanitær indstilling. Altså vll vi finde styrke og nyskabelse i fællesskab med en ligeledes fælles forståelse for, at ligeret og ligeværd ikke er kønsbaseret, men menneskeligt.


I sagens natur var det nok ikke så let dengang. Jeg ser for mig, hvordan den amerikanske cowboy har set ud i ansigtet den første gang han så en kvinde i bukser sætte sig overskrævs på hesteryg. Han må da uden tvivl være blevet lidt lang i ansigt og følt sig skubbet til på sine enemærker. For hun skabte jo ikke sit eget på sin egen måde, hun kopierede og efterlignede ham.

Kvinder følte sig nok pressede til at ligne mænd og agere som mænd for at blive regnet for (lige)værdige, heraf det maskuline udtryk de fleste kvinder bærer i større eller mindre omfang i dag.


De mennesker der dannede det grundlag vi lever ud fra i dag, kendte heller ikke til de konsekvenser af deres valg, som vi i den grad står ansigt til ansigt med nu. Netop den kønsforvirring vi må se i øjnene. Og her taler jeg ikke om seksualitet, men om kvinder der opfører sig maskulint og mænd feminint.


Vi skal ikke skyde skylden på nogen, for vi skal i det hele taget stoppe med at dømme os selv og hinanden, for det vi kan skabe nu er langt vigtigere end egoets eksistensberettigelse.


Dette skriv er ikke blevet til for at skælde nogen ud eller adskille os fra hinanden ved at pege fingre af nogen - Ikke kvinden og ikke manden.

Men derimod et skriv med henblik på at inspirere til eftertanke.


For nu er vi her og vi har et valg.

Valget om at komme hjem i os selv og skabe et nyt liv og samliv.


Vi er ikke ofre for omstændigheder, men kraftfulde skabninger, der er i stand til at træffe valg - også nye af slagsen. Og vi kan faktisk vælge noget andet nu. En ny retning, der fører os sammen frem for at skille os ad både indeni og fra hinanden.

Er det ikke på tide, at vi holder op med at kæmpe og bekæmpe hinanden?

Det er da alligevel så indadveernde trættende i længden.


Vi behøver ikke kæmpe mere nu.

Lad os i stedet give hinanden den nødvendige plads til, at blive de mennsker vi er skabt til at være, hvilket i vid udstrækning betyder den feminine kvinde og den maskuline mand.


Det er tid til at lytte til hinanden med oprigtig interesse og nysgerrighed, tale sammen og forsøge at finde ind til en forståelse for hinanden. Være åbne overfor hinandens perspektiv og perception, forståelse af os selv og livet.


Det er på tide, at vi kvinder overleverer den brændende, maskuline fakkel til ham der bør bære den. Og det er på tide, at vi rejser os i stolthed over at være feminine kvinder. At vi står sammen om, at skabe et parallelsamfund skabt af kvinder for kvinder, frem for at forsøge at passe ind og tilpasse os mandens samfund, der er designet af manden og for ham. Vi skal ikke erstatte det han har skabt, men skabe vores eget, vores egne måder at gøre tingene på ud fra feminine principper og kerneværdier, og vi skal gøre det SAMMEN.

Vi skal (gen)opfinde os selv som kvinder. Og se, det er faktisk ikke en kamp, for den feminine kvinde du er, hun er allerede derinde i dig, måske godt gemt væk under lag af institutionel- og samfundsprogrammering/indoktrinering, men hun er der, det er en garanti, for det er din fødselsret.


Og da jeg er kvinde, og den feminine af slagsen, kan jeg ikke vide, hvordan det er for en mand at være mand, men jeg ved at den feminine kvinde har brug for dig og din stærke maskulinitet. Hun savner dig, ja, længes efter dig. Ikke det gamle paradigmes opfattelse af maskulinitet som brutal, hård eller uden følelser, men den maskulinitet som er den egentlige maskulines kerne; at være grounded, nærværende, lyttende, givende og omfavnende.


Og du, vidunderlige kvinde, du er den der flyver lidt højt, har mange tanker og med en stærk tendens til overanalyse, hvis du bliver nervøs eller bange, men du er først og fremmest kærlig, nærværende, elskende, omsorgsfuld og modtagende.

Når vi holder op med at kæmpe holder vi styrken i os selv, finder urkraften og instinktet, finder ind i os selv, for dernæst at finde balancen i og med hinanden.

Pladsen skal bare skabes først. Der kan ikke være to yang eller yin, men en af hver for at der kan være sammenhørighed og naturlig balance.

Så hvem skal være den første?


Svaret er enkelt: Den der ønsker et andet liv, hvor vi oplever styrken og kærligheden i hinanden og i samskabelsen, frem for individets uendelige kamp og søgen efter det vi tror er udenfor os selv, men som i virkeligheden er dem vi allerede i sandhed er indeni. Så læg den forbandede maske fra dig, som du tager på dig, for at holde livet og andre mennesker ud, og kom hjem i den du er, din styrke, din kraft, din kærlighed.

Du er et unikt udtryk af kærlighed, og du skaber fred i verden ved at elske dig selv.

Ha’ en vidunderlig dag.

Elizabeth Lund

8 views0 comments

Recent Posts

See All